Du er min

Jeg lå og bad lidt i min seng, inden jeg stod op. Jeg var fuld af længsel efter ham… Åbenbar dig for mig, kære Gud… Tak fordi du allerede er her, og fordi du længes efter at give mig noget…

Jeg gik ned i stuen uden helt at vide, hvad jeg ville læse, imens jeg bad Gud om at åbenbare sig… Så tænkte jeg, at jeg ville skrive om min cykeltur og den skønne solopgang…

Jeg ville finde et vers, der matchede oplevelsen – og fandt “Og jeg så en anden engel stige op fra solens opgang med den levende Guds segl” (Åb 7,2).

I det øjeblik talte Gud stærkt til mit hjerte: Line, du er min, jeg har mit segl på dig… jeg elsker dig.

Mit hjerte jublede! Gud rørte også mit hjerte med sin Ånd på denne morgen! Ordene blev levende og virkelige for mig – ikke blot noget om andre… Men Guds stemme i mit hjerte.

Jeg tror, at det er det, som Paulus beskriver i Ef 1,13: “I ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige ånd”… Det er Ånden, som fortæller mig, at jeg er hans! Virkelig!