Solens opgang

Jeg kørte en tidlig tur på mountainbike. Jeg elsker de ture. De er fyldt med Gud. Mine øjne ser udover marker og skov, himmel og hav, dyrene… og jeg ser min Skaber. Jeg beder undervejs. For dagen. For mennesker. Og bare for at lytte til hvad Gud vil sige til mig…

Solen stod op… men viste sig ikke rigtig… men det var ikke overskyet, så det var sikkert bare et skybælte nede ved horisonten… Jeg kiggede efter den…

Og så – lige som jeg kom op ad en bakke og rundt om et sving, så var den der. Rund og intens flot! Første øjeblik jeg så den. Og jeg udbrød: Gud, solen! Tusind tak. Hvor er den smuk.

Det var et af de øjeblikke, hvor jeg følte, at Gud timede det hele for mig… At min rute og tur blev afstemt med hans ønske om at glæde mig og at vise mig sin storhed… Forunderligt… Udover det logiske, Åndens tale til mit hjerte…

Nu, hvor jeg ville skrive om det, så søgte jeg i Bibelen på ordet “opgang” for at finde et vers til historien: “Og jeg så en anden engel stige op fra solens opgang med den levende Guds segl” (Åb 7,2).

JA! Gud fortæller mig, at jeg er hans! Jeg betyder noget for ham. Han elsker mig. Han besegler mig igen og igen ved sin Ånds tilstedeværelse (Ef 1,13) og taler til mig. De almindelige dage er fyldt af begivenheder, som er rørt og udfyldt af ham…