Jesus i dit liv
Livet var gået galt for ham. Zakæus var en lille mand – som måske havde drømt om at blive stor… Og nu var han overtolder og rig. Ikke bare tolder – men “over”. Ikke bare almindelig – men rig.
Begæret havde grebet ham… Han var rig på andres bekostning. Det var en kendt ting, at toldere pressede, så de så rigeligt fik deres del…
Men noget var begyndt at ske… han havde hørt om Jesus, og noget ved denne mand var begyndt at røre hans hjerte… Og nu ønskede han bare inderligt at se Jesus!
Og Jesus kom til Jeriko! Og gik gennem byen. Zakæus kunne ikke se noget som helst for alle de mennesker, der flokkedes om Jesus – så han løb i forvejen og klatrede op i et træ.
Ved det træ stoppede Jesus: “Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.” (Luk 19,5). Det forandrede Zakæus’ liv. Han fik gjort op. Han begyndte et nyt liv – uden det ædende begær og bedraget af andre…
Jesus i vores liv – det er det, som gør forskellen! Det er ikke nok bare at hilse “på gaden”… lidt flygtigt her og der… Jesus længes efter at være i vores hjem, i vores hjerter og i hele vores liv. Hver dag.
Gør som Zakæus – skynd dig ned fra din selvtilstrækkelighed og stolthed… tag med glæde imod Jesus! Tag imod… og Jesus vil være i dit liv! Og dit liv bliver forandret…