Når jeg ikke kan mere…

Midt i problemer. Når livet er en klagesang.

Jeremias havde prøvet det. Han skrev Klagesangene – og giver udtryk for, at han totalt har glemt, hvad lykke er, hans livsmod er tabt – og det kniber virkelig for ham at give Gud tillid (3,17-18).

Men så tilføjer han:

v21  Men dette lægger jeg mig på sinde,
derfor vil jeg vente:
v22  Herrens troskab er ikke hørt op,
hans barmhjertighed er ikke forbi,
v23  den er ny hver morgen;
din trofasthed er stor.

Her min “oversættelse”:

Ok, Jesus. Det hele er virkelig noget skidt – og jeg kan ikke overskue noget som helst i mit liv. Der er ikke noget at leve for. Personligt er jeg mest for at opgive det hele… Men – så kom jeg til at tænke på dig. Du er tro – selvom alle andre svigter. Du viser mig barmhjertighed – netop når jeg ikke fortjener! Hver morgen giver du en ny mulighed. Din trofasthed rækker ind i min fremtid. Selvom jeg ikke kan se det lige nu, så betyder det, at der er håb. Jesus, jeg vil vente på, at du gør noget… for jeg kan ikke gøre mere…