Elsket – knust – elsket

Du skal ikke først blive hel, for at du kan blive elsket!

Inden du blev knust, elskede Gud dig. Nedbrudt, træt og fortvivlet – Gud elsker dig!

Hun havde trådt ved siden af. Masser af gange. Så mange gange, at det var blevet hendes liv. Der var ikke mere tilbage. Hun var skyldig, fyldt med skam. Udstødt havde hun været længe, og om lidt var det hele slut. Knust.

Men så hørte hun ordene: “Heller ikke jeg fordømmer dig.” Det er kærlighed. Evig kærlighed. Jesus havde elsket hende altid. Inden hun blev knust. Og nu hvor det hele ellers var så håbløst. I øjeblikket hvor alle veje frem syntes lukkede, så nåede han lige ind i hendes sjæl: Jeg elsker dig! Jeg ser, hvor vidunderlig du er. Jeg kender alle dine skridt, og smerten du har haft ved at gå dem. Jeg ser din fortvivlelse og dit oprør mod livet. Jeg kommer med nåde – ikke fordømmelse. Jeg elsker dig!

Nåden væltede ud mod hende… “Gå, og synd fra nu af ikke mere.” Hans nåde i hendes liv ville forvandle hendes liv. Hans nåde var stærk nok til at fjerne skylden. Hans nåde ville give hende ny retning og skridtene fasthed. Hans nåde helede hende.

Fyldt af hans nåde og kærlighed mødte hun nu livet. Og hun levede det som tilgivet og elsket.

(Beretningen om hende finder du i Joh 8,1-11).