At være sammen med ham

Prøvelser

“Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags.” (Jak 1,2)

Jeg synes, den er svær… Men med et par spadestik dybere, kan den dog give mening…

For det første, så kan jeg virkelig – og det mener jeg! – have tillid til Gud, at der ikke møder mig noget som helst i mit liv, uden at han er med, har hænderne om det. Så – hvorfor skulle vanskelige ting, så forhindre mig i at glædes ved livet… Så er det ligefrem en gave, at kunne glæde sig i prøvelsernes tid…

For det andet, så står der: “Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud.” (Rom 8,28). Wau! Det er godt nok et mirakel. Jeg kan se det for mig bag scenen, en frustreret djævel, som forsøger at ramme mig med noget ondt… Men Gud formår hver eneste gang at vende det til noget godt… Ja, det er også ubegribeligt for mig… men det er et løfte, fra Gud, som er meget større end mig – så det kan jeg stole på.

For det tredje, så står der videre i Jakob: “I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fulendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.” (Jak 1,3). Det vil sige, at Gud konkret vil styrke min tro, når jeg møder det svære… Som et lys, der står endnu skarpere på en mørk baggrund…

Det leder mig til bønnen: Kære Jesus, jeg beder dig ikke ændre mine omstændigheder, men jeg beder dig, at du må ændre mig, som du vil, i mine omstændigheder. Giv mig at lære det, jeg skal lære igennem disse erfaringer… Amen.

Og nej… jeg sagde ikke, at det blev nemt… Det er forkert at antage, at et kristenliv bare er nemt… Det var heller ikke nemt for Jesus at udleve “din vilje ske”… Men – miraklet er – at det alligevel er det skønneste liv, der findes…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *