Synd sårer

Synd er ikke kun noget, vi gør – vi er også selv udsat for andres synd. Det er handlinger, som skader, sårer og efterlader os med blødende hjerter.

Fx et barn, der har oplevet, at kærligheden var betinget – eller måske endda at være helt uønsket, vil måske senere i livet leve med et umætteligt behov for at være i centrum for andres beundring – eller endnu værre – for deres frygt. Og netop – umætteligt – for andre menneskers beundring eller frygt kan hverken tilfredsstille eller mætte. Det åbne sår bliver blot ved at dræne, og tomheden indeni er fortsat lige stor. Det ender med bitterhed mod livet og mod alle.

Barnet var magtesløs og uden ansvar i den oplevelse – ligesom det gælder andre ting, som vi oplever som konsekvens af andres synd – men vi har et ansvar for, hvad vi gør med de sår, som vi har fået på grund af andres handlinger.

“Tilgiv, så skal I få tilgivelse” sagde Jesus (Luk 6,37). Måske kan det ved første øjekast synes svært, at skulle tilgive – men gør vi det ikke, så bliver det onde imod os ved med at gnave, og vi såres igen og igen. Vi slipper det først, når vi tilgiver, og så kan Guds kærlighed arbejde med vores helbredelse ind i dybden. Hvor vi også selv bliver i stand til at modtage endnu mere af Guds tilgivelse og renselse, og også slippe vores vrede og bitterhed.