Gud og jeg har et særligt fællesskab omkring hjorte… Jeg holder meget af gå- eller cykleture i skoven. Og jeg holder utrolig meget af at se hjortene. Både skoven og dyrene i skoven løfter mine tanker op til Gud. Det er skønt at være sammen med ham der. Bede – både talende og lyttende bøn. Så mange gange siger jeg også til ham: Gud, vil du hjælpe mig til at se hjortene i dag, hvis de er her. Det er jo hans dyr, hans natur, skabt til glæde for os mennesker, og når jeg er derude i stilheden med ham, så opleves det naturligt at spørge… Der, favnet af hans kærlighed, så nyder jeg alt det, han har skabt – jeg nyder at mærke hans kærlighed – uanset om jeg ser hjortene eller ej… Ofte ser jeg dem – og jeg takker Gud for deres skønhed, og fordi jeg har mulighed for at nyde hans skaberværk… Og så er der nogle gange, hvor jeg oplever, at Gud viser mig dem på en særlig måde, fordi han ønsker at fortælle mig, at han elsker mig utrolig meget, og at han er der. Måske har jeg ikke engang fået bedt om at se dem… Men jeg er måske ked af noget… og det gør så godt, at han bruger vores lille fællesskab om hjorte til at fortælle mig: Du er ikke alene, Line, jeg er lige her… jeg elsker dig! “For alt skovens vildt er mit, dyrene på de tusinder af bjerge.” (Sl 50,10)