En alkoholikers beslutning
Hun var alkoholiker. Tørlagt altså. Hun havde taget denne enkle beslutning: “De næste 24 timer vil jeg være ædru.”
Respekt! Sikke en kamp. Sikke en sejr.
Jeg greb hendes enkle beslutning og tænkte, at det er også, hvad jeg må gøre. I virkeligheden har jeg jo aldrig andet end dette nu… Det er lige nu, at jeg må vælge Jesus! Hvis jeg ikke nu, i dag, søger Jesus – hvornår så?
Det er i dag, jeg må give Jesus mine kampe, mine sorger, mine glæder, mine tanker, mit liv. Det er i dag, at jeg må lytte til hans kærlighed og vejledning.
Min overgivelse – det er kun for en dag ad gangen…
Hans hjælp – den modtager jeg også kun for en dag ad gangen…
Livet med Jesus er ikke et liv, hvor han en gang for alle giver mig alt, hvad jeg har brug for, for at leve (uafhængigt…) resten af livet… Livet med Jesus er et liv i stadig afhængighed og nærhed, hvor Jesus åbenbarer sig for mig skridt for skridt på min vej. Dag for dag!
“Se, jeg stiller dig i dag over for livet og lykken, døden og ulykken.” 5 Mos 30,15
“Syng for Herren, pris hans navn, forkynd hans frelse dag efter dag.” Sl 96,2