Befriet fra døden
“for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom.” Hebr 2,14-15
Døden gør ondt. Frygteligt ondt. Der er vores egen død. Der er vores kæres død. Men så er der også døden i livet…
Døden i livet sker hele tiden. Jeg oplever smerte. Jeg har frygt for sygdom. Jeg bliver skræmt over alderdommens mange tab. En del i mig dør, når jeg møder et andet menneskes egoisme. Og min egen hårdhed dræber kærligheden i en anden. Jeg slår ikke til. Alt dette dræber mit liv. Alt dette er et fangeskab her i en syndig verden. En verden fuld af ulykke og råhed, skrig og angst.
Alle lever vi liv med døden… med djævelens tilstedeværelse…
Men – Jesus har vundet over djævelen! Så selvom det ikke ser sådan ud – så djævelen i virkeligheden totalt magtesløs! Han kan ikke røre mig overhovedet.
Det betyder ikke, at jeg her og nu bliver befriet for smerten, sygdommen, alderdommen og døden. Ej heller ubehagelige oplevelser i livet og egoistiske handlinger fra andre og fra mig selv. Men det betyder, at jeg her og nu bliver befriet for frygten! For Jesus har vundet – og en dag er det evige liv mit! Og imens jeg lever – så kan jeg modtage og leve livet – uden at frygte døden!
Tak og pris til min elskede Gud!