En udvej

“Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder. De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.” (1 Kor 10,12-13)

Face it! Vi må acceptere, at fristelser er en del af vores syndige verden. Og det stopper ikke, før denne verden er ovre. Det svarer ikke til teksten, hvis vi siger, at en dag så vil vi være udenfor fristelsernes rækkevidde… tværtimod, netop når vi står fast, skal vi tage os i agt, at vi ikke overraskes af noget, der pludselig slår benene væk under os…

Men midt i alt det så er Gud trofast! Hvad betyder det egentlig i praksis?

Jeg tænker, at det handler om, at vores kamp ikke skal være med fokus på fristelserne, men i stedet med fokus på Gud. Det centrale er ikke sejr over synd – den kamp er tabt, og vi vil aldrig vinde over djævelen. Det centrale er, at vi klynger os til Kristus – og han har allerede vundet, og han vil føre os igennem, ud, om på den anden side…