Fra tale til handling

“Knap har jeg talt, så lader jeg det ske.” (Es 46,11)

Ja, mennesker kan svigte – og svigter. De lover noget – men det sker aldrig. Siger noget, men der kommer ikke noget ud af det. Virker engagerede, men når de forlader rummet, er det glemt…

Sådan er Gud ikke. For ham er tale og handling faktisk ofte det samme – for han skaber med sit ord! Det, som ikke var, det bliver, når han siger det.

Så – vi behøver ikke at bekymre os om, hvorvidt Gud nu vil opfylde sine løfter…

Men ok. Helt ærlig. Det virker ikke altid, som om tingene sker med det samme… Hvorfor? Jeg tænker, at Gud er Gud – og han har også styr på det, som jeg ikke har styr på. Han er den eneste, som kender den perfekte timing for opfyldelsen af hans løfter i mit liv. Plus at han også skaber bedre veje end det, som jeg har forestillet mig. Og endelig er hans forhold til tid et andet end mit…

Nemlig! At jeg nogle gange må vente på opfyldelsen af et løfte… hvad betyder det egentlig – når jeg for det første ved, at han vil opfylde det eller give mig noget, som er endnu bedre… og for det andet – at jeg har en evighed foran mig sammen med ham…